Godsejerne på DR1

Godsejerne på DR1

I foråret 2015 sendte Danmarks Radio en tv-serie om familierne på 3 forskellige slotte og herregårde i Danmark - henholdsvis Møllerup Gods på Djursland, Vrejlev Kloster i Nordjylland og Gram Slot i Sønderjylland.

I sommeren 2015 blev vi kontaktet af produktionsselskabet bag den populære serie, som inviterede os til at deltage i 2. sæson af serien, der skulle sendes i slutningen af 2015 og starten af 2016.

Det var et tilbud, som vi brugte lang tid på at overveje - for hvilken indvirkning på dagligdagen og familielivet kan et tv-hold have? Og havde vi, vores børn og vores medarbejdere lyst til at medvirke i tv-udsendelser på landsdækkende tv?

Efter grundige overvejelser valgte vi at sige ja tak til at medvirke - primært fordi et af de vigtigste mål med mange af vores aktiviteter på gården er at åbne Ausumgaard op for omverdenen, skabe interesse for landbruget, og ikke mindst udviklingen af lokale fødevarer og lokalområdet generelt her i Vestjylland.

En landsdækkende tv-udsendelse er en enestående mulighed for at invitere interesserede seere indenfor i vores hverdag. Tv-holdet har således både været med på sidelinjen under høsten, til høstfesten, på besøg hos Ausumgaardgrisene, til juleforberedelserne og ved flere andre lejligheder - altså både hverdag og fest.

Vi håber, at resultatet af tv-holdets anstrengelser bliver nogle seværdige og interessante programmer, der giver et indblik i, hvad det er, der driver os i vores daglige virke - og måske er det også med til at give seerne en fornemmelse af, hvordan det er at arbejde i et miljø, hvor traditioner og kulturarv altid spiller en rolle, samtidig med at udvikling og nytænkning er en nødvendighed for at skabe værdi - både for os selv, for herregården og for vores omgivelser.


"Godsejerne" bliver sendt onsdag aften kl. 20.30 på DR1 fra d. 24. marts.