Besøg Ausumgaard

Vi elsker at få besøg

Det er altid spændende for os at få besøg - både af foreninger, virksomheder og lignende - det skaber dialog - og det går vi ind for.

Vi arrangerer derfor gerne rundvisninger og foredrag for grupper om gårdens drift og historie og det moderne landbrug.

Indtil videre foregår rundvisninger i de gamle staldbygninger, på gårdspladsen og evt. i haven.
Der er selvfølgelig også mulighed for at komme på besøg hos Ausumgaardgrisene - de bor ca. 1 km. fra selve Ausumgaard.
Her kan besøgende selv stå for transporten, eller vi kan for en merpris tilbyde kørsel i vores "Folkevogn".

Til besøgende kan vi tilbyde et let traktement i form af f.eks. kaffe og kage, tapasanretninger, boller af Ausumgaardmel og med pålæg fra Ausumgaardgrisene eller lignende. (kontakt os for priser)

Temaer
Her på gården har vi mange forskellige driftgrene og projekter, som vi gerne fortæller om.
På grund af de mange forespørgsler vi får på rundvisninger, er det forskelligt, hvem der fra gang til gang viser rundt og fortæller. Det kan enten være Kristian eller Maria selv, eller det kan være medarbejdere, der beskæftiger sig med de driftgrene, som rundvisningen har fokus på. F.eks. Søren, driftleder i marken, Christina, cand. mag. i oplevelsesøkonomi og beskæftiget med nicheproduktionen samt arrangementer og events på gården, Jes, projektleder på arbejdet med at omdanne Ausumgaard til et "Kraftcener for fødevarer, uddannelse og oplevelser". Har I særlige interesse i nogle bestemte emner, så lad os gerne vide det på forhånd. Uanset hvem der viser rundt, er der både en professionel og en personlig historie at fortælle om livet på bondegården.

Send os en forespørgsel
Ønsker I at forespørge på bestemte datoer og tidspunkter, så send os gerne en mail med ønsker til post@ausumgaard.dk
Her må I også meget gerne oplyse ca. hvor mange gæster det drejer sig om, samt om der ønskes forplejning. Og hvis der er ønske om, at vi skal fokusere på bestemte temaer (f.eks. landbrug, gårdens historie, nicheprodukter/gårdbutik, messer og markeder eller andet.), så må dette også meget gerne fremgå.
Du kan også ringe til os på tlf. 97 46 44 11.


Praktiske oplysninger:

Pris
Igennem de senste par år har vi oplevet en stigende efterspørgsel på besøg og rundvisninger på gården. Og det kan være svært at efterkomme alle forespørgsler, der skal passes ind i en travl hverdag. Derfor har vi valgt at tage entre, når vi åbner døren for gæster. Prisen har været vanskelig for os at sætte - vi er jo bare en bondegård og ikke en professionel turistaktør. Men vi har sat en pris, der sikrer, at vi får dækket vores omkostninger og dermed også kan prioritere at tage imod besøg i dagligdagen.
Prisen for et besøg med rundvisning på ca. 1-1½ time koster 75 kr. pr. person (minimum 20 pers.). Ønskes forplejning, kørsel med "Folkevogn" eller andet, så kontakt os og forhør om priser.

Påklædning:
En del af vores rundvisninger vil altid foregå udendørs, og underlaget kan både være græs, pigsten, grus og lignende - godt fodtøj er derfor praktisk, og påklædning skal helst afspejle vejret.

Parkering:
Vi har plads til parkering af både busser og personbiler udenfor selve gårdspladsen. Kommer I fra hovedvejen, så drej ind ad Ausumvej og kør forbi butikken, slagtesvinestalden og tørreriet. Drej ned af grusvejen langs stengærdet lige overfor siloerne. Her finder du parkeringspladserne, hvor vi tager imod jer.