Sigtet ølandshvedemel 1,5 kg

Sigtet ølandshvedemel 1,5 kg

Køb
30,00
Ølandshvede er en gammel kornsort, som er beslægtet med spelt og har et højt indhold af protein og gluten. Brød bagt af ølandshvede har en dyb og sødmefyldt smag og en karakteristisk mørk farve.

En dej af ølandshvede er lidt længere tid om at optage væske end almindeligt hvedemel, så det er ekstra vigtigt, at dejen æltes længe.
Det er også altid en god ide at give dejen en lang hævetid – f.eks. natten over i køleskabet. På den måde kan du skære ned på gærmængden og give brødet endnu mere struktur og smag.

Nettoindhold: 1,5 kg.

Ausumgaard Ølandshvedeboller
6 dl koldt vand
1 dl yoghurt naturel
1 spsk. honning
15 g gær
5 g havsalt
750-800 g ølandshvedemel

Dag 1:
Rør vand, yoghurt og honning sammen i en skål og opløs gæren heri. Tilsæt salt og mel lidt af gangen, mens du rører grundigt, indtil du har en sej og glat dej. En dej til den fugtige side giver et saftigere brød, der holder sig frisk længere. Dæk dejen til med film eller et fugtigt viskestykke, sæt den i køleskabet og lad den hæve natten over. Dejen kan sagtens stå et døgns tid – det udvikler blot smagen.

Dag 2:
Vend dejen ud på et meldrysset bord. Skær forsigtigt dejen ud til boller og placer dem på et stykke bagepapir. Lad bollerne efterhæve på køkkenbordet i 15-20 minutter. Forvarm ovnen og en bageplade. Når både ovn og plade er gennemvarme trækkes bollerne over på den varme plade og bages ved 250 grader i ca. 10-15 minutter. Tag dem ud af ovnen, når de er gyldne og test om de er gennembagte ved at banke under bunden – lyden skal virke hul. Afkøles på en rist – og så er de klar til at nyde. Velbekomme!